-
HISTORIE 
SENESTE NYT

Historien bag gjØLen festival

 

GjØLen Festival startede i år 2001, hvor nogle ”unge” mennesker havde fået den geniale idé at holde en havefest. Og det var denne havefest som senere skulle udvikle sig til den festival, vi har i dag. Idéen om at den lille havefest skulle blive til en stor festival, var der flere der troede, ville blive ved snakken!
- Men man skal ikke lade sig narre af en ægte Gjølbo, for så bliver der gjort noget ved snakken, - og som sagt, så gjort.

Det hele startede, som sagt, med at en lille gruppe lavede en privat grillfest i Claus V´s have. Der kunne man tage noget mad med, som kunne grilles fælles, og så kunne man købe drikkevarer på stedet.Forholdene var en ganske lille havepavillon på 3x3 meter, som dengang var stor nok! Der sad vi så og fyrede den af imens cd’erne spillede i baggrunden fra et anlæg.

År 2002 blev et lidt større år, hvor idéen om en festival voksede. Dvs. at havepavillonen på 3x3 meter blev skiftet ud med et partytelt på 3 x 12 m, for nu var der flere der havde hørt om den geniale idé med den lille festival.
Borde og stole blev lånt, for nu skulle der gøres plads til flere folk.
Spændingen var stor, for kom der nu også alle de folk som havde snakket om det? Det måtte vi erkende at de gjorde, og festivalen blev en succes. Telte blev slået op i haven – som på en rigtig festival, for nu skulle der festes.
Aktiviteterne dengang var at man kunne tage et spil stangtennis, kongespil, kroket, petanque, rafle eller man kunne spille det helt store hit, som var det berømte ”Spræng blæren”.
Musikken var dog stadig medbragte cd’er.

År 2003 blev endnu større!  Nu blev der sat 2 partytelte op på 3x12 meter, samt en pavillon på 3x3 meter, og så blev der sat en ”rigtig” bar op. NU kørte det bare!
Der blev lavet hjemmelavede festivalarmbånd, for det hører sig til på en festival, og så blev teltene fyldt op med en masse festglade mennesker. Men der manglede lige det sidste - nemlig live musik. Det måtte jo så arrangeres, for planerne om at det skulle blive større var der stadig. År 2004 blev året hvor vi første gang havde live musik.  Simon og co. kom og fyrede op under folk med deres guitarer og alle skrålede med. Nu var stemningen ligesom lagt. Simon og co. spillede også året efter og i år 2006 fik vi endnu en til at spille, nemlig Rareman, som i den grad satte tempoet i top!
Nu måtte der for alvor gøres noget mere ved planen om en rigtig festival. Så i år 2006 flyttede gjØLén festival over ved siden af  tennisbanerne, hvor et endnu større telt blev sat op, samt en toiletvogn.
Rareman spillede godt og grundigt op i de nye omgivelser, og festivalen var nu realitet.



Siden hen har vi udvidet med et endnu større telt, større toiletvogn, en årlig rafleturnering, og både fredag og lørdag er det muligt at købe mad på pladsen. Vi har udvidet teltpladsen, men det er stadig gratis at sove på festivalen og komme ind. Vi har også fået p-plads, og det er muligt at betale med dankort.  Til at starte med, da festivalen flyttede til tennisbanerne, fik vi leveret øl fra den lokale ølbrygger. Vi har også fået øl fra Søgårds bryghus, og de sidste par år det været Tuborg der leverer de våde varer. Siden den spæde start i 2001 og til nu i 2013, har vi også fået en lang række gode sponsorer, der gør at vores musikbudget er noget anderledes i dag, hvor vi udelukkende har livemusik, og derfor har vi også haft besøg af en lang række bands og artister, som bl.a tæller:
HPDH, Ole Gas, Busted Blues Band, Red Rooster Band, Girl Jam, FuelPump, Den Irske Duo, Gokke Madsen, Anders & Co samt Spinning Wheels, der spillede på festivalen i 2012, hvor de for første gang spillede deres egne sange live, og desuden havde så mange mennesker med, at vi midt i det hele måtte flytte flere borde og bænke ind. Men når vi taler om musikken må vi ikke glemme Rareman, som den dag i dag, stadig er et fast indslag på festivalen.

Der er som sagt sket en væsentlig forskel fra starten og til i dag, men man skal jo starte et sted…Festivalen anno 2013 er kommet ind under GGB på Gjøl, og har derfor et rigtig godt samarbejde med sportsklubben. Derudover er vi ikke kun vores egen lille sluttede skare om at få festvalen på benene. Vi har fået endnu flere frivillige ind i bestyrelsen, og til at hjælpe til festivalen. I ugen op til festivalen og i dagene hvor festen kører, har vi en stor gruppe af medhjælpere, der hjælper med alt fra at stille telt op, lave mad, rydde op, stå i bar og pakke sammen igen.

2013 er året hvor man igen kan komme til en kanon festival, der byder på gode drikkevarer, godt mad, gratis indgang, overnatning og parkering, og ikke at forglemme fantastisk stemning og musik, hvor der i år kan nævnes: The Shakers, Kopibandet.dk, SuperScum og derudover gensyn med hele tre: HPDH, Gokke Madsen og Rareman.

GjØLen Festival er ikke længere blot en havefest - Det er en vaskeægte festival med alt hvad dertil hører!
I 2012 havde vi besøg af ca. 1000 festglade mennesker, og vi har stadig plads til flere:-)
 

 

Musikprogram 2024
Se hvilke bands og solister der skal spille i år